”Madmentoruddannelsen har givet mig ro og styrke i sindet – nu føler jeg mig hel”

 

For Pia Jespersen har redskaberne fra Madmentoruddannelsen været med til at ændre hendes liv. Det har givet fornyet energi til et liv, der førhen har været fyldt med skam og ensomhed - og en masse tyngende hemmeligheder.

Et indre kaos
Pia har lidt af spiseforstyrrelsen Binge Eating Disorder (BED) i 25 år. Hun har altid været klar over, at hun havde et forstyrret forhold til mad uden nogen form for kontrol.

”Det gik op for mig, at jeg havde et reelt problem, da jeg flyttede sammen med min nuværende mand. Pludselig kunne jeg ikke have overspisninger, som da jeg boede alene. Det endte ofte med, at jeg sad i bilen med mine overspisninger. Det var virkeligt skamfuldt og ensomt. Jeg bad jo ikke nogen om hjælp, for i mit hoved var det noget, jeg gjorde, fordi jeg ikke formåede at ”lukke munden og lette røven” som man jo så tit hører.”


Pias hemmelighed betød, at hun ikke turde mærke sig selv, sine grænser og behov. Hun har altid været på en konstant slankekur og utallige gange forsøgt sig med terapi og selvudvikling, men altid uden varig virkning.

Det var først igennem forløbet på Madmentoruddannelsen, at der blev skabt en kobling mellem hovedet og kroppen, som gør, at hun i dag kan rumme sine følelser og kontrollere sine overspisninger.

”Jeg var godt klar over, at det nok ikke var normalt at spise de mængder mad indimellem. Jeg gjorde det jo også altid i skjul. Jeg var dengang ikke klar over, at mit lave selvværd, skyld, skam og negative kropsopfattelse hang sammen med maden. Jeg troede bare det handlede om, at jeg skulle tage mig sammen og lade være med at grovæde. Men det kunne jeg ikke. Jeg var altid på slankekur. Jeg var ved diætister, sundhedsplejersker, skolelæger, som altid efterlod mig samme sted. Opfyldt af skyld og skam, fordi jeg endnu engang blev bekræftet i, at jeg var forkert.”

Madmentoruddannelsen er en udviklende proces

At arbejde så intensivt med sig selv, gav hende modet til at springe ud som selvstændig Madmentor med eget firma - en ting hun aldrig havde troet om sig selv. Pia har gennem sit arbejde som sygeplejerske beskæftiget sig med misbrug og afhængighed af alkohol og stoffer, og hun kunne pludselig genkende sig selv i nogle af de mønstre. ”Allerede ret hurtigt i forløbet følte jeg, at der blev taget fat i noget af det rigtige. I dag er det efterhånden helt normalt at have et unormalt forhold til mad - og med det følger ofte et negativt kropssyn. Det er et sårbart og skamfuldt emne, og det er på tide med mere åbenhed omkring det. Vi er ikke så mange Madmentorer endnu. Men der bliver flere og flere af os - og det er der brug for.”


Førhen spiste Pia på alle sine følelser, uanset om hun var glad eller ked af det. At spise var en måde at få ro i tankerne, ro i kroppen og for at få de følelserne til at forsvinde. Hun spiste på sine følelser i stedet for at lytte til kroppens signaler og mærke efter, hvad den havde brug for. Med baggrunden som sygeplejerske kunne Pia let genkende sig selv i de signaler hun mødte hos sine patienter.

Pia beskriver, at mad gav hende ro, ligesom alkohol giver en alkoholiker ro. Men hun manglede de helt rette redskaber til at komme videre. Da spiseforstyrrelsen blussede op tilmeldte
hun sig Madmentoruddannelsen.

”Jeg spiser ikke på følelserne længere. Nu er det kun mine vaner, jeg skal arbejde med. Nu er der blevet sat ord på, og jeg er opmærksom på signalerne. Nu ved jeg, hvordan jeg skal handle, hvis jeg mister kontrollen.”


Intentionen med at tilmelde sig Madmentoruddannelsen var udelukkende for at hjælpe sig selv, og Pia havde ingen hensigter om at bruge sine redskaber til at hjælpe andre. Der skulle dog ikke gå ret lang tid før, det ændrede sig. En af de indsigter Pia gjorde sig undervejs var, at med kombinationen af hendes faglige baggrund med misbrug og afhængighed koblet med sin egen historie og intuition, ville det være dumt ikke at give det videre og hjælpe andre.

”Det er et område og en spiseforstyrrelse, der mangler fokus, og uanset om du er afhængig af alkohol eller mad er det ødelæggende for dig,” pointerer hun.


”Processen går langsomt men sikkert, og jeg har aldrig følt mig så rolig, stærk og målrettet. Nu skal jeg bare ud og øve mig og blive mega-dygtig. Jeg har fået en helt anden ro og styrke og tro på mig selv.”

IMG_3189.JPG

Pia Jespersen

Blev Certificeret Madmentor på Hold 3.

 
Rose RossumComment