Anonym madmisbruger

 

Af Sofia Manning

I USA havde jeg en tæt veninde.

Da jeg mødte hende, havde hun været ædru alkoholiker i fem år. Tre gange hver uge gik hun til møder i AA (Anonyme Alkoholikere) og hun fortalte mig tit om, hvad hun fik ud af møderne og om hvordan tankegangen i AA, havde været med til at redde hendes liv.

I USA har AA nogle åbne møder, hvor man kan deltage, selvom man ikke er alkoholiker. Fordi vi var tætte og hun gerne ville dele det med mig, inviterede min veninde mig med til et af disse møder. Jeg havde imidlertid ingen ide om, hvor meget dette møde, i mere end en forstand, skulle bevæge mig.

AA’erne følger 12 trin. Det første og helt grundlæggende trin, handler om ærlighed, om at erkende at man har et alkoholproblem. Hvad jeg nu skulle opleve, var en grad af selverkendelse og ærlighed fra de ædru alkoholikere, som delte åbenhjertigt deres historier. Jeg blev rørt til tårer adskillige gange, og følte i det hele taget en dyb form for genkendelse.

Her stoppede selvbedraget. Også for mig. For hvis de kunne være så ærlige om noget så stort og ødelæggende som et alkoholmisbrug, ja så kunne jeg også være ærlig i forhold til mit forhold til mad. Som minimum overfor mig selv.

Jeg spiste ikke normalt. Og jeg vidste det godt.  Men jeg skjulte for alle andre. Især var det en hemmelighed, hvor meget det plagede mig. Jeg brugte mad til at (forsøge at) dulme mine følelser. I stedet for at håndtere dem, stak jeg hovedet ind i køleskabet. Maden styrede mit liv.

Det var der, i AA’s lokaler, det slog mig. At jeg var gået fra at være en sød og glad lille pige med et helt normalt forhold til mad, til at være en forpint og frustreret, kaloriebesat og trænings-afhængig madmisbruger. Det var her, jeg erkendte, at jeg havde et madmisbrug og at det i mange henseender kunne sidestilles med et hvilket som helst andet misbrug. Også alkoholmisbrug.

Det var der, det for første gang, gik rigtigt op for mig, hvor magtesløs jeg havde været over for mad. At mit forhold til mad var ude af kontrol. Indtil da, havde jeg skubbet denne sandhed væk fra mig selv.

AA-møderne gav mig nogle dybe og fine indsigter i mennesket, og vil være en slags ballast for mig igennem hele livet. Men den allerstørste gave jeg fik her, var følelsen af genkendelse. Jeg var ikke alene. Jeg havde det på præcis samme måde som dem. Mit problem var bare ikke alkohol. Det var mad. Fra da af, blev det mig umuligt at foregive andet.