Lær dit barn at elske sin krop

 

Af marie steenberger

Børn afkoder meget hurtigt, hvad forældre tænker om deres krop.

Allerede før de har et sprog, observerer dine børn dig og opfanger mange af de ting, der viser, om du nyder din krop eller hader den. Vores holdning til vores krop kommer ikke kun til udtryk gennem det, vi siger med ord. Det er indlysende i den måde, vi bærer os selv, det tøj vi vælger, den mad vi spiser, hvordan vi spiser den, og i de skjulte blikke vi sender kagen, mens vi takker nej til den. Vores ord, handlinger og attitude afslører, hvad vi tænker om vores kroppe.

Hvis du har har eller har haft et anstrengt forhold til mad og din krop, tænker sikkert over, hvordan du kan beskytte dine børn imod at kæmpe de samme kampe. 

Kropshad går i arv

Måske er dit forhold til mad og vægt gået i arv fra din egen mor. Måske kan du huske, hvordan hun altid var på kur. Måske har du set hvordan hun har kigget kritisk på sin egen krop og senere på din. Hvordan hun har spist salat, mens resten af familien spiste noget andet. Hvordan hun har talt dårligt om noget bestemt mad eller aldrig rigtig nydt chokoladen, men spist den alligevel og har haft sort samvittighed bagefter.

Den eneste måde vi kan forhindre at kropshad går i arv, er at starte en ny arv, der handler om kærlighed til kroppen. Selv om det er svært, bliver vi nødt til at acceptere og værdsætte vores kroppe, så vi kan lære vores børn at værdsætte deres. Det betyder ikke, at vi skal lade stå til og ikke gøre det, der er sundt for os, eller som giver glæde og kropsnydelse. Tværtimod vil det kun have en positiv afsmitning på vores børn, hvis de så, hvordan vi nærede os selv gennem sund mad, god mad, søvn eller lange gåture.

Det er skammen over kroppen og den evige dårlige samvittighed over alt det, vi spiser, som går i arv. Hvis det altid ligger mellem linjerne, at det at have succes, finde en kæreste, have mange veninder eller klare sig godt i livet er forbundet med at være slank, så planter vi en angst i vores børn.

Kroppen får lov at bære ansvaret for, om vi er glade i livet eller ej. Og det er jo ikke kroppens ansvar. Det er forældrenes ansvar at skabe et liv, hvor børn udvikler sig og trives. 

Hvordan sikrer du, at dine børn får et sundt forhold til krop og vægt?

Du starter med at slutte fred med din egen krop og lære at elske den, i stedet for at forsøge at få kroppen til at passe ned i en idealvægt gennem diverse slankekure. 

Lad for eksempel være med at sige noget dårligt om din krop foran børnene. Spis den samme mad som børnene i stedet for altid at spise noget andet.

Nyd maden, tal godt om den. Tal om, at nu er du sulten, og nu er du mæt. Nyd flødebollen, tag kun én og fortæl, at nu er du mæt i maven og kan ikke spise flere.

Tal mindre om sundhed, men praktiser sundhed i stedet. Vær det gode eksempel. Tag børnene ud at lege, så de oplever glæden ved at bruge kroppen i stedet for at fortælle dem, hvorfor motion er godt. Det skal de tids nok lære.

Det er vigtigt for dine børn at se, at du sætter sundhed og glæde før vægt og fysisk fremtræden. For dem - og for dig selv.