Sådan stopper du dine cravings

 

Af Marie Steenberger

Cravings er ikke noget, man bare sådan kan lukke ned for med fornuften. 

Men hvis du hele tiden har lyst til kager, fastfood, hvidt brød, slik, chips, pasta og cola, så har du sikkert prøvet. Det ville jo være dejlig nemt, hvis bare man kunne beslutte sig for at spise alt "det rigtige" og stoppe med at spise "det forkerte" og så kunne livet ellers bare komme an. 

Men jeg vil ikke bede dig om at lade være med at spise de ting. Regler om hvad du må spise og ikke spise gør ofte bare lysten til den "forbudte mad" endnu større. Som Madmentor vil jeg istedet anbefale at være nysgerrig på, hvad der udløste din craving. 

Jeg tror på, at kroppen er intelligent, og hvis vi lytter til vores cravings, er der meget information at hente. Det første skridt mod at imødekomme dine cravings er at finde ud af, hvad årsagen er til din stærke lyst til bestemt mad. Er det, fordi du er sulten, mangler du protein eller er du dehydreret?

Måske har du trang til at spise noget bestemt, fordi du mangler nogle særlige næringsstoffer. Eller måske er det slet ikke en fysisk, men en mental årsag? Er det, fordi du er stresset, deprimeret, bekymret eller træt og har brug for at dulme det med mad? 

At spise er for mange forbundet med noget rart, trygt og omsorgsfuldt. Og når ubehagelige følelser er på spil, kan det føles, som om mad i et øjeblik fjerner følelserne eller bedøver dem. Når du spiser, er det, som om der indtræder en ro, en fred og en pause fra de ubehagelige tanker og følelser. 

At spise med fuldt nærvær

Der findes et trick, der kan hjælpe dig til at spise uden at overspise. Det handler om at spise med fuldt nærvær. At spise med fuldt nærvær mætter ikke bare din mave, men hele dit sanseapparat, så du oplever en fuld tilfredsstillelse, efter du har spist. Derved undgår du at overspise, da overspisning ofte foregår med pauseknappen tændt. Dér, hvor du bare kører maden ind, mens du er i gang med noget andet.

At spise med fuldt nærvær kræver, at du tager en beslutning om at lægge alt andet til side, der kan distrahere dig. Det betyder, at du ikke spiser foran fjernsynet eller med mobilen i hånden. Du spiser ikke, mens du tjekker Facebook, tjekker mails eller i bilen på vej til en aftale. Du skal heller ikke spise, mens du står op. Kun når du sidder ned. Når man overspiser, gør man det ofte ubevidst, og tit snacker man stående. Det er, som om det, vi spiser, ikke rigtig gælder, når vi lader os distrahere, og så har vi ikke på samme måde dårlig samvittighed over, at vi har spist noget usundt. Prøv at tænke over det. Hvor tit er du egentlig nærværende, mens du spiser?

Øvelse til dig

Når du spiser med fuldt nærvær, opdeler du måltidet i tre faser:

Fase 1: Før du spiser

I den første fase ligger maden foran dig, og du er ikke gået i gang med at spise den endnu. Her sørger du for at studere maden på tallerken – du opdager madens farver, ser på teksturen og dufter til maden. I denne fase gælder det også om at mærke, hvordan dine forventninger til maden føles. Glæder du dig, er du sulten, løber tænderne i vand, eller skal måltidet bare overstås.

Fase 2: Mens du spiser

I fase to går du i gang med at spise. Her gælder det om at spise maden langsomt og tygge mange gange, så du virkelig smager de forskellige smagsnuancer. Prøv også at mærke, hvordan maden føles i munden, og hvordan konsistensen er.

Fase 3: Efter du har spist

Fase tre handler om at mærke maden i maven og fornemme, hvordan kroppen tager imod maden. Er du mæt, stadig sulten, føles det rart, sundt eller usundt? Lyt også til dine tanker. Hvad fortæller du dig selv om maden, om dig selv, om din krop og din vægt og om dit ansvar som mor, når du spiser denne type mad?

Afslutningsvis:

Det kan være ret konfronterende at spise med fuld opmærksomhed, fordi vi kan nå at spørge os selv og vores krop, om vi virkelig har lyst til eller godt af denne type mad. Men lige så konfronterende det er at spise med nærvær, lige så dejligt føles det, når vi lytter til både kroppen, hjertet og hjernen, når vi spiser. Har du mod på at spise med fuldt nærvær?